Hej igen alle! Her kommer det sidste indlæg vedr. min Bangladesh tur! Undskylder hvis det er lidt rodet, men lidt svært at formulere mig rigtig når jeg skal sætte ord på alle de følelser og tanker jeg har!

Så er jeg hjemme i Danmark. Jeg landede d. 17 januar om morgenen og det var utrolig koldt at komme hjem og det var en lidt underlig oplevelse. En rejse på 4.5 måneder var slut og jeg kunne nemt huske den morgen i lufthavnen hvor jeg sad sammen med Pia og Sofie og vi skulle til at forlade Danmark. Der var der ingen af os der vidste hvordan det ville blive. Selvfølgelig havde vi alle nogle forventninger, men det blev ikke som jeg havde troet. Det blev meget bedre, jeg lærte to helt fantastiske piger at kende som virkelig gjorde turen meget bedre for mig. Jeg kendte ikke Sofie el. Pia før jeg tog af sted, men vi havde det rigtig godt sammen også selvom vi var lidt anderledes på nogle punkter. Vi vidste at vi ikke havde andre og vi skulle bare ha’ det til at fungere, så det gjorde vi.

Jeg oplevede et bengalsk bryllup hvor der var en helt masse mennesker, det var virkelig en fed og speciel oplevelse. Meget anderledes fra et dansk bryllup! Så holdte jeg jo også jul i Bangladesh og det gjorde jeg over to gange. Jeg lærte en dejlig dansk/bengalsk familie at kende som var nede for at holde jul med den bengalske side af familien. Manden er dansker som mødte sin kone mens han var volontør i Bangladesh, nu har de to fantastiske døtre så det er super for dem. Her spiste vi gås, hyggede os med marcipan og havde en rigtig hyggelig aften.

Om morgenen den næste dag tog jeg så hen til Nagen hvor vi tog ud i hans landsby, her holdte vi rigtig bengalsk jul. Det var en underlig oplevelse fordi det var så forskelligt fra en dansk måde at gøre det på.

Ellers så underviste jeg lærerne i engelsk og gav dem også nogle prøver til sidste for at se om de havde forbedret sig og heldigvis havde selv den dårligste forbedret sig helt vildt. Så håber jeg selvfølgelig at det stadigvæk hænger ved, men det var virkelig fedt at opleve.

Jeg har sagt ja til at være Buddy. Det vil sige at jeg hjælper en person som skal til Bangladesh næste gang og det blev jeg ret hurtigt kastet ud i. Allerede d. 22 januar var jeg i Aars for at møde Anne Cathrine og hendes veninde Gitte. Her fortalte jeg om min rejse, gav dem nogle tips og prøvede ligesom at gøre min del for at sikre dem en god rejse. Det var lidt underligt at allerede snakke om det og være så meget på af stand fra det hele når man næsten lige havde gået op og ned ad de mennesker og projekter jeg fortalte om. Jeg er dog ikke i tvivl om at bengalerne i er gode hænder, begge piger virker super flinke og har et godt hjerte. Så har jeg givet det videre til de næste, glæder mig til at skrive frem og tilbage med Anne Cathrine for at høre hvordan det går. Hvis I ønsker at følge lidt med i deres oplevelser er bloggen her: http://lykkehjulibangladesh.weebly.com/

Nu hvor det hele også har været lidt på af stand har jeg rigtig fået lov til at indse hvor heldig jeg har været med at jeg kunne komme på sådan en rejse, hvor jeg fik to gode rejsekammerater, mødte en masse nye mennesker og venner i Bangladesh samt i Nepal. Jeg vil helt klart anbefale folk at give sig selv den gave det er at rejse ud og hjælpe andre.

Jeg håber at I har nydt min blog og hvis der er nogle spørgsmål må I endelig skrive til mig enten på facebook, mail el. her på hjemmesiden.

Tak for denne gang.

Silas

Last man standing

Posted: 06/12/2012 in Uncategorized

Hej venner og familie.

Så er man tilbage i Birganj for den sidste tid. Det er helt underligt at være alene tilbage, nu har man jo gået op og ned ad hinanden de sidste 3 måneder og så er det hele bare forbi. Vi tog til Dhaka d. 29 november, da der var julefrokost d. 30 for danskere i Bangladesh. Vi var sjovt nok de første der havde meldt os til julefrokosten, men fristelsen for dansk mad var alt for stor til at takke nej. Så selvom det var 9 timer hver vej, var det det hele værd!
Vi havde dog ikke gjort os de store forhåbninger, men faktisk kom der utrolig mange mennesker. Vi var omkring 70-80 mennesker, det var utrolig hyggeligt og en god måde at slutte turen af på – med god mad og stemning!

Personligt har jeg det sådan at det har været en utrolig god oplevelse at være af sted sammen med Pia og Sofie og det har fungeret rigtig godt, det er i hvert fald min opfattelse 🙂 De er jo et lidt andet sted i livet end mig så vi har været lidt forskellige på nogle punkter, men tror også det er derfor det har fungeret så godt. Vi kendte ikke rigtig hinanden før turen, men vi ønskede alle at det skulle blive en god tur og det blev det. Vi oplevede utrolig meget, fik mødt en masse mennesker og havde en fantastisk tur til Nepal sammen.

Lige pt. har skolen i Birganj de afsluttende eksamener før året er omme. Deres skolegang er nemlig fra januar til december. Jeg får tiden til at gå med at spille badminton med min nabo, Bisu, samt kortspil med ham og hans kone. Derudover har Nagen lovet mig at lære mig lidt om motorcykler når han får tid. Dette passer mig helt fint eftersom jeg har planer om at tage et motorcykel kørekort når jeg kommer tilbage til Danmark. Så har jeg da i hvert fald en ide om hvad jeg begiver mig ud i, hehe.

Så fik jeg også en pakke ind af døren i forgårs, det var fra min dejlige familie. Deri var en pakke kalender så der også er lidt dansk jul i Bangladesh. Jeg skal faktisk ikke holde jul d. 24, men først d. 25 om morgenen hvor jeg skal med Nagen og hans familie ud til deres kirke hvor jeg skal prøve bengalsk jul – det glæder jeg mig utrolig meget til at prøve.

Så skal jeg til bengalsk bryllup d. 13 hvilket også bliver en oplevelse og d. 16 er jeg inviteret til Pirganj, da hele byen er i fest humør – dette er nemlig den bengalske befrielsesdag. Ellers har jeg engelsk med lærerne på skolerne 2-3 gange om ugen, det svinger lidt eftersom de har meget travlt på denne tid af året. Der skal nemlig allerede forberedes til det nye skole år som begynder d. 2 januar.

Det bliver lidt underligt at holde jul alene, altså uden ens familie og jeg kommer til at savne den danske julemad utrolig meget. Heldigvis, har min far og mor lovet at gentage succesen fra d. 24 en aften når jeg er hjemme. Jeg glæder mig også til at endelig kunne uddele mine julegaver i januar, så der er også lidt at glæde sig til for dem når jeg sætter ben på dansk jord, hehe.

Ellers går tiden med at læse bøger, drikke te, besøge bengalere og løbetræning til når jeg (forhåbentlig) skal i beredskabsstyrelsen. Mens jeg har været væk har den danske regering nemlig været så smarte at forlænge værnepligten fra 6 til 9 måneder, altså min værnepligt fra d. 4 februar til august vil komme til at gå udover min uddannelse. Jeg har prøvet at få et svar på hvornår dette træder i kraft, men det eneste de kan sige på nuværende tidspunkt er at de ikke ved det. Det er lidt irriterende, så håber meget på at de ikke træder i kraft fra d. 4 februar, men altså først dem som bliver optaget fra 2013.

Håber ellers at I har det godt i Danmark og Norge. Glæder mig til at høre fra jer enten på mail, facebook eller herinde!

Venlig hilsen
Silas Holm Lauritsen

Hej venner og familie i Danmark og Norge.

Så er kommet godt ind i hverdagen igen, efter vores tur til Nepal. Nu er der 13 dage før vi tager til Dhaka for at holde julefrokost på Nordic Club. Det er kun for danskere og der er vist nok mulighed for rugbrød samt andre lækkerier! Så det glæder vi os alle til, men det bliver også lidt sørgeligt. Sofie og Pia tager nemlig ikke tilbage til Birganj, deres tur i Bangladesh slutter efter julefrokosten. Så skal de videre til Thailand.

Siden sidst har vi haft besøg af Filip, manden der står for skolerne i Bangladesh. Han har været på sit årlige besøg, så han sov et par dage i sengen ved siden af min – det har været hyggeligt med lidt dansk besøg. Han kom også med nogle andre danskere der kort var på besøg en dag, her fungerede vi som hjælpere hvis de havde nogle spørgsmål til skolerne som de var ude at se.

Derudover er vi blevet rigtig gode venner med et par der hedder Bisu og Nomita. De har en dejlig lille pige ved navn Maise. Det er rart at besøge dem og man kan bare slappe og være sammen som venner, så dem er vi glade for at hilse på.

Sammen med Bisu har vi brugt nogle af vores fridage på at besøge familier i området hvor et af børnene går på skolen i Birganj. De er nemlig sponsorbørn uden at de selv ved det, så vi har lavet en lille update på dem. Det er også hyggeligt at møde de forskellige forældre og se hvordan de lever, utrolig rare, og virkelig gæstfrie, mennesker alle sammen.

Vi nyder rigtig meget at være på skolerne, men nogle gange kan det godt være lidt træls når vi skal til Pirganj. Her skal vi med en “lazy bus” som de bliver kaldt. Der er ca. 30 km fra Birganj til Pirganj, men det tager som regel 90 minutter, nogle gange to timer. En lille fyr som mig plejer aldrig at have problemer med benplads, men hernede er de endnu mindre så der er sjældent plads til mine knæ. Lærerne på skolen er meget flinke, men deres rektor virker nogle gange mere interesseret i at vise os frem instedet for vores undervisning. Et par gange vi er ankommet har der været forskellige folk vi skulle møde, eller skolerne/steder han gerne ville have os ud og se sammen med ham. En gang var det helt ekstremt, der kom måske otte drenge, alle med kameraer klar til at tage billeder. Vi sagde at vi gerne ville snakke med dem, men vi gad ikke at de alle sammen skulle til at tage billeder for så ville vi bare have flere til at stå de næste par gange vi kommer dertil. En underlig følelse at blive brugt til at blive fremvist på den måde 🙂

Og så en speciel oplevelse vi havde:

Jeg arbejder på to skoler i Bangladesh hvor vi underviser lærerne samt eleverne.  Den ene af skolerne, Pirganj, skulle ansætte en ny lærer og vi var blevet inviteret med til jobsamtalerne. To kandidater var mødt op fredag morgen til en jobsamtale. Begge var nydeligt klædte, velsoigneret og hilste på os med et stort smil. Desværre gik resten ikke som de, eller vi, havde regnet med. En vigtig detalje for historien er at stillingen som  de havde søgt var matematiklærer på en English Medium School. Det vil sige at undervisningen forgår på engelsk for at forbedre de unges fremtidsmuligheder.

Den første af mændene træder ind i rummet. Han præsenterer sig selv på engelsk, dernæst begynder han at snakke på bengalsk. Nagen, manden der har ansvaret for skolerne, siger tilbage på bengalsk at han skal snakke engelsk. Der er pinlig stilhed. Manden kan intet engelsk udover at sige sit navn og alder. Han kigger på os, vi kigger på ham og Nagen ved ikke rigtig hvad han skal gøre ved situationen. Efter at have udvekslet blikke og  små smil rejser han sig op og skynder sig ud ad døren.

Den anden mand træder forsigtigt ind, mens han kigger tilbage efter den tidligere kandidat. Her prøver vi en anden åbningsstrategi, vi giver ham et simpelt matematikstykke for at få ro på nerverne, så vi forhåbentlig kan få lidt engelsk ud af ham. Han får et papir hvor der står 24 – 18, hvorefter han svarer minus seks.

Vi kigger undrende på hinanden og spørger ham om svaret nu virkelig er minus seks og manden siger: ”Yes, minus six, bangla style”.

Begge lærer får da point for deres optimisme, men hvis nogle skulle være interesseret så er stillingen stadigvæk ledig. Dette giver dog et godt indblik i hvordan niveauet i Bangladesh er og hvorfor det er vigtigt at de dygtige lærer på skolerne skal udfordres til at blive dygtigere og dygtigere. Forhåbentlig sker dette igennem vores undervisning.
Håber ellers at I har det godt og nyder det dejlige vinter vejr. Her er der jo stadigvæk sommervejr!

– Silas

Så kom tiden hvor vi kunne tage til Nepal. Vi tog af sted mens Bangladesh fejrede deres længere årlig hindu festival. Grundet festivalen er skolerne alligevel lukket, lærerne er godt booket op med rengøring, madlavning mm.. Derudover skulle vi alligevel forlænge vores visum for at kunne blive i Bangladesh så vi gjorde en ferie ud af det!

Vi landede i Kathmandu, hvilket er hovedstaden i Nepal, her blev vi modtaget af Chhaya – det er hendes forældre som har ansvaret for børnehjemmet hvorfra Carl er adopteret. For en billig pris fik vi et sted at sove samt hjælp til diverse ting iblandt dejlige mennesker som altid mødte en med et smil. Imens vores ophold i Kathmandu fik vi også en masse spændende ting at se.

Vi startede ud med at se børnehjemmet og alle de kære børn. Det betød meget for mig at kunne få lov til at se hvor Carl boede det første af sit liv og få lov at møde de mennesker som tidligere har passet på ham.

Dernæst tog vi til Thamel – et turistområde med masser af små butikker der stort set havde det samme udvalg som den lige ved siden af. Her var det muligt at købe alt fra pashmina tørklæder til håndlavet våben, musikinstrumenter, smykker, trekking udstyr mm.. Det vi var mest opsatte på var at smage noget andet mad end ris, dal og grøntsager derfor var vi super glade da fandt en restaurant som lavede det bedste mad. Vi bestilte alle tre en pizza og alle var glade!

Derudover fik vi set Durba Square, Swayambhunath og ligbrænding i Pashuptinath.

  • Durba Square en gammel kongeplads. Her finder du store templer, de forskellige statuer for deres guder, lokale handelsmænd der sidder og venter på at en turist vil købe deres varer. Høns, ænder og geder ser man overalt, og hvis du skal have noget kød sker parteringen på gaden. Vi valgte at købe nogle lækre dumplings og nød dem i solen ovenpå en trappe op til af de mange templer. Her sad vi og nød udsigten over hele pladsen og livet som gik sin vante gang.
  • Swayambhunath er et buddhistisk tempelkompleks med bedemøller, store Buddha statuer, røgelserum og mediterende hinduer samt buddhaere. Derudover er der aber over det hele, de lever frit og er faktisk hellige ifølge hinduerne da Abeguden hjalp guden Rama for mange tusind år siden. Siden da har de været erklæret hellige, men de er nogle værre skarn. Det er anbefalet at man ikke går med ting i hånden da de ofte prøver at tage  det fra dig i håb om at det er mad el. noget spændende. Jeg tog det ikke så tungt, men lige pludselig blev min stakkels vandflaske angrebet af to aber.
  • Til sidste oplevede vi ligbrænding i Pashupatinath. Her kommer hinduerne for at brænde deres familiemedlemmer. Først bliver de afdøde renset i den hellige flod så alt det onde som sjælen er blevet udsat for i gennem livet er vasket bort. Dernæst bliver kroppen lagt på en masse brænde, klar til at blive brændt og pyntet med blomster, det tændes noget røgelse og ritualerne bliver udført. Først går de tre gange rundt om den afdøde, da de tilbeder tre store guder. Bagefter udføres der noget i forhold til de fire elementer og til sidst går børnene rundt om den afdøde og sønnen/erne tænder bålet. Ved at brænde en person bliver de ikke genfødt på ny og får muligheden for at komme ind i himlen. Et år efter ligbrændingen kommer sønnerne for at respektere deres mor/far, de laver en gave som bliver lagt ned i den hellige flod så de døde kan modtage den da deres aske blev kastet ned i floden. En meget underlig oplevelse som er anderledes fra en dansk begravelse, men stadigvæk rørende dog lidt makaber da de tænder bålet ved at starten ilden i den afdødes mund.

Da vi var “færdig” med Kathmandu tog vi til Pokhara. Et virkelig smukt naturområde der har en enorm sø (phewa lake) samt Himalayabjergkæden der omkranser området. Her startede vi ud med at tage på trekking i to dage. Her trekkede vi i bjergene ca. 45-50 km i alt imens vi var omringet af smukt natur, sneklædte bjerge og blev mødt af andre trekkere. Vi stod op om morgen den næste dag for at se en solopgang over Himalaya, fantastisk oplevelse!

Vi havde slet ikke forventet mere af turen, men vi gjorde en del spontane ting i form af Paragliding, River rafting og Bungy jumping.

  • Paragliding – du bliver bundet sammen med en pilot og faldskærm, så gælder det ellers om at løbe til da du skal løber ud over en bjergkant. En dejlig flvyetur hvor man rigtig fik set landskabet, bjergene og prøve nogle tricks af imens man paraglidede.
  • Vi river raftede på Trisuli floden sammen med nogle fra Holland og Belgien. Man blev rigtig “rystet” sammen på sådan en tur.  Det var lige noget for mig. På et tidspunkt blev det så vildt at jeg var lige ved at blive kastet ud af båden, men heldigvis nåede jeg at tage fat i rebet og blev hevet ind igen 🙂
  • Ja, det fleste her ved nok også hvad bungy jumping er. Det var i hvert fald ikke noget jeg lige havde forventet at jeg ville gøre. Man bliver bundet fast i fødderne og så skal man bare hoppe! I vores tilfælde var det fra en hængebro i 160 meters højde. Det var en sindssyg oplevelse og lige da jeg stod på platformen hvor jeg skulle hoppe og kiggede ned tænkte jeg bare “nu dør jeg”, men heldigvis overlevede jeg :)! Hoppet og de sekunder der kommer efter er noget af det vildeste jeg har oplevet. Man føler bare at man falder og falder. Heldigvis har jeg det hele på CD så min mor kan sidde og kigge på det hvis der ikke er noget godt i fjernsynet.
    Det skal nævnes at det vist nok er det 2. højeste bungy jump sted i verdenen, så de andre kan bare komme an!

 

Alt i alt var det en utrolig ferie og vi kunne slet ikke have håbet på mere. Det eneste vi mistede var søvn da for at opleve alt det vi gjorde, måtte vi tit stå op kl. 4 eller 5 om morgenen for så at komme i seng ved 23 tiden. Og selvom ens konto nu står i minus pga. de mange uforudsete oplevelser så var det alle pengene værd! Nepal er et land man bør opleve for sig selv.

Håber ellers at det går godt i Danmark og Norge.

Hej venner og familie.

Det er et lille stykke tid siden, at jeg sidste har skrevet, men ville helst vente til at jeg ordentlig kunne fortælle, om hvordan det er på skolerne og hvad det er at vi laver hernede.

Vi tager ud til en skole i Pirganj hver tirsdag og lørdag de andre dage er vi på skolen i Birganj, hvor vi bor. Begger skoler hører ind under det danske program SMS, der står for Saint Mathew Schools. Det er 3 skoler som er fordelt ud i nærheden af hinanden, men den tredje ligger ret langt væk i forhold til de to andre, så den er ikke inkluderet i planen. Vores job består i at observere lærernes undervisning for at give konstruktiv feedback på deres undervisning. Derudover skal vi også stimulere lærernes engelsk og forbedre deres niveau. Vi holder derfor lærermøder hver dag efter skole, undtagen fridag som er vores eneste fridag, hvor vi snakker om hvad der er godt, hvad der kan gøres bedre og hører deres meninger/ønsker. I Birganj, som er vores hovedskole, er vi også begyndt at undervise hver mandag i timerne, undtagen bengalsk og religion, hvilket er super spændende og helt nyt for mig.

Når vi har lærermøderne, fokuserer jeg mest på at undervise dem i engelsk hvor jeg fokuserer på grammatik og udtalelse da begge er noget der volder de fleste af lærerne store problemer. Basale ting fra en gymnasialuddannelse har de enten glemt eller ikke lært og deres niveau er meget forskelligt så det er lidt svært at ramme alle, men jeg prøver få alle med. Det er dog lidt ironisk at jeg startede ud med at give dem nogle prøver for at fastslå deres individuelle niveau og jeg forklarede specifikt at det skulle være individuelt ellers kunne jeg ikke bruge det til noget. Hvad gør de? De kigger efter hinanden og snakker om spørgsmålene på bengalsk lige så snart prøven er gået i gang, det var ikke min forventning på hvordan et rum fyldt med lærere ville handle! Så jeg blev nødt til at sige, de ikke måtte sige et ord og flyttede rundt på dem så de sad væk fra hinanden.

Det går ellers godt hernede, og nu er der ikke lang tid til at vi skal til Nepal, Kathmandu, for at forny vores visum og opleve lidt af Nepal. Her er tanken at jeg kan komme til at se min fætter Carls børnehjem, forhåbentlig støder vi også på noget lidt vestligt i form at en restaurant. Dernæst vil vi tage en på lille trekking tur i bjergene så det skal nok blive spændende.

Så vil jeg også gerne lige fortælle om en historie om en af lærerne, som virkelig er super flink og altid klar på at hjælpe andre, på skolen i Birganj som rørte mig lidt. Det var lige begyndelsen til en ny time, men læreren mødte ikke op og der gik lidt tid så kom rektoren ind og fortalte at lærerens kone er virkelig syg, så han var taget til den nærmeste større by for at købe visum til hende noget der ikke er helt billigt for en man der tjener 500 kr. om måneden.  Jeg snakkede med nogle af de andre på skolen og fik fortalt at han før havde både en datter og søn, men mistede sin søn pga. han ikke havde råd til en operation på trods af han havde solgt ud af sit jord/hus område og datteren var noget à la samme historie. Nu er han så ved at sælge ud af sin ejendom for at kunne betale rejsen til Indien for sin kone, en mand der underviser gratis på en anden skole fordi som han selv sagde ”they deserve any chance we can give them”, det er bare ikke fair. Det sætter virkelig tingene i perspektiv. Så ville man ønske at der var noget man kunne gøre.

Håber ellers at I alle har det godt derhjemme og nyder livet. Glæder mig til at høre fra jer, og sætter virkelig pris på at folk tager sig tid til at læse min lille blog og skrive en mail.

Hilsen Silas

Turen går til Birganj

Posted: 18/09/2012 in Uncategorized

Hej venner & familie!

Efter en længere tur – 10 timers dødskørsel til Birganj er vi endelig ankommet. Turen i sig selv var noget af en oplevelse – utrolig smuk natur når man først var kommet lidt ud af Dhaka, men det der virkelig satte sig fast, var måden de kørte på. Høj fart, 2 vejbaner, masser af biler og alle ville overhale hinanden – vores chauffør var ingen undtagelse. Dette medførte, at busser samt biler blev presset ud i grøften for at undgå et sammenstød. Desværre ønskede nogle af de modkørende ikke at vige for vores chauffør, eftersom de også var midt i en overhaling, men alt andet ville jo også være underligt. Heldigvis var det eneste, vi skulle af med lidt penge og vores nerver for turen. Vi skal dog med en bus igen i morgen, så må vi jo se hvordan det går.

Vores hjem for de næste par måneder er overraskende godt. Vi har toilet, bad, køkken og to værelser hvor der er to senge, så jeg har bare pakket alt ud på den anden seng.
Hvis folk ikke er helt indforstået med den bengalske måde at gå på toilet, så kan jeg sige at de ikke ser ideen med at sidde på toilet, da der kun er et hul i jorden. Det er en lidt speciel oplevelse, men vi skal bare lige vænne os til det.

Derudover blev vi også mødt af vores lille husmor ved navn Mukta. Hendes arbejde består i at gøre rent, vaske vores tøj og lave mad. Du tænker sikkert at vi har det alt for godt og du tager ikke fejl, men det skaber et ekstra job, hvis vi betaler lidt penge til hende, i stedet for at hun skulle være arbejdsløs. Hun er virkelig flink og kan snakke lidt engelsk, så det er hyggeligt at have hende til at vise os området, give lidt fashiontips til Pia og Sofie, og sige det bengalske ord når vi, meget uvidende, peger på noget.

Mukta tog os på markedet, hvor pigerne skulle shoppe lidt tøj, så de ikke var alt for frække med deres charmerende skuldre og lokkende knæ. Da vi var på markedet, kom vi for alvor til at opleve at det er sjældent, de ser hvide mennesker. Utrolig mange kom hen, for at give hånden og andre spurgte: ”how many brothers and sisters?” En speciel oplevelse som vi sikkert vil opleve en del flere gange.
På vej hjem fra markedet mødte vi også kort en af vores naboer; hun var ved at fjerne ko lort via et fast og rutineret greb med højre hånd. I Bangladesh spiser de jo med højre hånd, da de bruger venstre på toilettet i stedet for toiletpapir, så man må håbe at hun lige skyllede den før maden blev tilberedt.

Eftersom mad er blevet nævnt, kan jeg vel lige så godt fortælle lidt der! Vi spiser for det meste grøntsager sammen med Roti – Roti brød er en basisfødevare i Bangladesh og spises ikke bare til maden, men kan erstatte kniv og gaffel, hvis man har mod på det. Ellers er det nudler og selvfølgelig ris, der er det basale. De fleste mennesker hernede spiser ris to gange om dagen, men oftest tre gange om dagen – altså består alle måltider af ris for dem. Nogle af mændene har også en god mave fra alle de ris.

I mit næste oplæg vil jeg fortælle lidt mere om skolerne og hvordan det er der, når vi har fået et bedre indtryk af tingene til den tid. Kan lige kort fortælle, at de virker meget flinke og er super glade, for at vi er kommet, hvilket er rigtig dejligt og giver en lyst til at være her!

Håber at I har det godt hjemme i Danmark og Norge. Som altid, hvis I har lyst til at stille nogle spørgsmål, er jeg til at træffe på Facebook, Skype, mail el. via wordpress.com. Jeg har også fået et bengalsk nummer, så I kan ringe/skrive på det, hvis I har lyst.

Kærligst Silas

Mail: Silaslauritsen@live.dk
Skype: Silaslauritsen
Tlf nr: +8801775104917

Hej venner & familie!

Så har vi tilbragt 4 dage i Dhaka, og skal med bus i morgen tidlig hvor vi skal køre i 10-12 timer. Turen går til en lille by, Birganj, hvor vi vil være aktive på St. Matthew Schools. Her skal vi prøve at forbedre måden som undervisningen bliver formidlet på, hjælpe lærerne med udtalelse af ord, flere måder på at inkludere eleverne i undervisning osv. Det bliver virkelig spændende, samtidig grænseoverskridende med de forskellige udfordringer som ligger foran os, men jeg glæder mig!

Derudover har vi nogenlunde fået lært lidt bengalsk, men det skal nok komme mere af når vi skal til og bruge sproget i hverdagen. Jeg er ikke bekendt med prisen for at lære fremmedsprog i Danmark, men jeg må sige at prisen for bengalsk er ret høj, ca. 100 kr. per time!

Dhaka er virkelig en helt anderledes by i forhold til andre steder som jeg har været. Det er en stor og larmende by, folk dytter konstant og da der ingen lysregulering er at finde, så kører folk når de synes pladsen er der. Dette resulterer i at alle dytter ad hinanden og man er lidt usikker på om folk stopper når man skal krydse vejen. Heldigvis har vi haft en super flink guide med os, der har været virkelig rar og hjulpet os med at få internet og mobil til at fungere.  Det er godt nok ikke særlig stabilt eller hurtigt, men vi har det. Jeg burde kunne tjekke min mail og skrive en blog en gang imellem, men er ikke sikker på hvordan Skype vil virke!

Jeg har prøvet at køre med de små cykel rickshaw og taxi rickshaw. Det er virkelig noget af en oplevelse, cyklerne ser og virker til at de kan falde fra hinanden på hvilket som helst tidspunkt, og man sidder bare og holder fast i dem, når de kører ud foran biler og klemmer sig ind imellem dem. Taxi versionen er en lille “bil” hvor man lige knap og nap kan sidde 3 mennesker, og så kører de ellers bare hvad taxien kan trække. Super oplevelse, men også lidt crazy!

Hvis I har lyst til at spørge om noget, må I endelig bare skrive en mail til mig eller skrive på selve bloggen her. Hvis folk lyster et forsøg på Skype er jeg også åben for det når vi lige er kommet frem til Birganj og er faldet til. Skriv, og så kan vi aftale et tidspunkt.

Jeg rejser sammen med 2 nyuddannet lærerinder ved navn Sofie og Pia. De er virkelig flinke og super nemme at være sammen med, så jeg glæder mig til at lære dem bedre at kende og er glad for at have dem med på rejsen.

Håber I alle har det godt, og da det er min første blog er jeg ikke sikker på om længden er for voldsom eller for lidt. Som sagt, hvis I har lyst til at få en mail når det nyt indlæg bliver posted, skal I bare taste mailen ind og trykke på knappen. Det er ude i venstre side.

Mvh. Silas Holm Lauritsen

Mail: Silaslauritsen@live.dk

Skype: Silaslauritsen